FA Amateur Cup

FA Amateur Cup
Woking FC vandt turneringen i 1958
Land(e)England England
Etableret1893
Første sæson1893-94
Nedlagt1974
Nuværende mestreBishop's Stortford (1. titel)
(1973-74)
Flest mesterskaberBishop Auckland FC (10)

FA Amateur Cup var en engelsk fodboldturnering for amatørklubber. Den blev oprettet i 1893 og nedlagt i 1974, da The Football Association holdt op med at skelne mellem amatører og professionelle.

Efter at professionalisme blev tilladt i engelsk fodbold, blev landets førende pokalturnering, FA Cup, domineret af de professionelle klubber. Som reaktion på dette foreslog bestyrelsen i landets ældste klub, Sheffield FC, i 1892 at der blev arrangeret en særlig landsdækkende pokalturnering udelukkende for amatørhold, og klubben tilbød endda at betale for trofæet.[1] The Football Association (the FA) afslog klubbens tilbud, men et år senere besluttede the FA at arrangere netop sådan en turnering.[1] N.L. Jackson fra Corinthian FC blev udpeget som formand for Amateur Cup-udvalget, og han sørgede for indkøb af et trofæ til en værdi af £ 30,00.

Den første udgave af turneringen fandt sted i sæsonen 1893-94.[1] 12 af de deltagende klubber bestod af tidligere elever ("old boys") på nogle af landets førende privatskoler, og Old Carthusians, der bestod af tidligere elever på Charterhouse School, vandt den første finale ved at besejre Casuals.[2] "Old boys"-holdene deltog i FA Amateur Cup indtil 1902, da uenigheder med forbundet førte til oprettelsen af Arthur Dunn Cup, der var en dedikeret turnering for den type hold.[2]

FA Amateur Cup blev nedlagt i 1974, da the FA ophørte med at skelne mellem professionelle og amatørklubber. De stærkeste amatørklubber deltog i stedet i FA Trophy, der fem år tidligere var blevet etableret til gavn for de klubber uden for The Football League, der var professionelle frem for amatører. Endnu en turnering, FA Vase, blev oprettet til de resterende amatørklubber, og den blev generelt anset som en erstatning for den gamle turnering.[2]

  1. ^ a b c Samuel, Richard (2003). The Complete F.A. Amateur Cup Results Book. Soccer Books Limited. s. 3. ISBN 1-86223-066-8.
  2. ^ a b c Cox, Richard; Dave Russell; Wray Vamplew (2002). Encyclopedia of British Football. Routledge. s. 21. ISBN 0-7146-5249-0.

© MMXXIII Rich X Search. We shall prevail. All rights reserved. Rich X Search